Opskrift på koldhævede boller - perfekte til morgenbordet
Koldhævede boller er nemme og hurtige at lave, og så er de helt perfekte til morgenbordet.
Findes der noget bedre end duften af nybagte boller søndag morgen? Nej vel?
Med denne opskrift slipper du for turen til bageren, du kan nemlig få nybagte boller om morgenen på 20 minutter. Du laver nemlig dejen aftenen før, og lader den herefter hæve i køleskabet natten over.
Koldhævede boller er perfekte i det travle familieliv, hvor du gerne vil forkæle familien med hjemmebag, men ikke har tid til at bruge flere timer i køkkenet.
Opskrift på koldhævede boller
Sådan får du nemme nybagte boller på morgenbordet
- 0,5 liter koldt vand
- 0,25 gram gær ((en kvart pakke))
- 1,5 tsk groft salt
- 1 tsk honning
- 400 gram hvedemel
- 100 gram speltmel
- 2 spsk olivenolie
Hæld vandet i en stor skål og kom gæren i. Rør rundt til gæren er opløst.
-
Tilsæt resten af ingredienserne, og rør dejen sammen med en grydeske. Dejen skal have konsistent som havregrød. Kom mere hvedemel i, hvis den er for tynd.
Dæk skålen til med et viskestykke og sæt den i køleskabet. Her skal dejen hæve 8-10 timer.
Når bollerne har hævet, skal de en tur i ovnen. Sæt ovnen på højeste temperatur varmluft.
-
Form bollerne og kom dem op på en bageplade med bagepapir. Dejen er meget klistret, så jeg bruger en våd spiseske til at forme bollerne med. Form først bollerne, lige inden du kommer dem i ovnen, så de ikke flyder for meget ud på bagepladen.
Når ovnen er nået max temperatur, skruer du ned til 225 grader varmluft. Bag herefter bollerne i 15 minutter. Bollerne skal være gyldne, og skal lyde hule, når du banker i bunden af dem.
Tag bollerne ud og afkøl dem på en ovnrist.
Mums, så er der nybagte boller klar til morgenbordet 😊
Se også: Opskrift på hjemmebagte boller med speltmel
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar