Om at bo i udlandet med børn

bo i udlandet med børn

Hvordan er det at bo i udlandet med børn, og hvorfor flytter I ikke hjem til Danmark? Det er spørgsmål, vi ofte får, og jeg vil her dele mine tanker med dig.

Vi har boet i Malmø i to år. Det er fem år siden jeg flyttede fra København til Sofia, og fem år siden jeg har boet i Danmark. Crazy! Sikke tiden flyver, og der er sket så meget siden.

Læs også: Rejseguide til Malmø – Gode oplevelser for hele familien

Hvorfor bor I i Malmø?

Det var lidt af en tilfældighed, at vi havnede i Malmø, hvilket jeg har skrevet mere om her.

Men vi er blevet glade for at bo her, William trives i børnehaven, og vi har fået nye søde bekendtskaber. Så måske bliver vi boende her i det svenske. Jeg synes nu heller ikke, det føles så meget som udlandet at bo her i Malmø. Det tager 30 minutter med toget til Københavns Hovedbanegård, og det er nemt at gøre sig forståelig, når det kommer til sproget. Så selvom vi ikke bor i Danmark, føles det næsten sådan.

Nogle gange taler vi om at rykke rødderne op og rejse længere væk igen. Tage på et nyt udlandseventyr, men det er sværere at gøre nu, hvor vi har to små børn, end da vi kun var os selv. Men et par år i udlandet - et sted, hvor vejret er bedre end her i det kolde nord, ville jeg nok ikke være længe om at sige ja til. Vi lever jo kun en gang, og jeg synes også, det er fantastisk at give sine børn de oplevelser.

Hvilke tanker har I gjort jer om børnenes sprog?

Da William skulle starte i vuggestue, var jeg selvfølgelig lidt nervøs for sproget. Hvordan mon det er for et barn på 15 måneder at skulle være et fremmed sted, hvor han ikke forstår, hvad de siger? Heldigvis er børn hurtige til at lære, og det blev hverdag og normalt for ham, at vi taler på en måde hjemme og på en anden måde i børnehaven.

Nu er han fyldt tre år, han går i svensk børnehave, og taler både dansk og svensk. Det er helt naturligt for ham, og han skifter mellem sprogene afhængigt af, hvem han taler med. Så jeg synes, vi har givet ham en sproglig gave. Hvis han vokser op i Sverige, kommer han til at kunne både dansk og svensk flydende, og det ser jeg kun som en fordel for ham.

Hvad med familie og venner?

Som tidligere skrevet, så bor vi heldigvis tæt på Danmark, så vi ser vores familie og venner ofte. Da vi boede i Stockholm, og ikke så dem ligeså tit, var vi så til gengæld sammen med dem i længere tid ad gangen. Det blev mere intenst, og som at være på ferie, når vi besøgte dem. En af de ting, der især holder mig tilbage, når det kommer til at flytte længere væk igen, er tanken om at være langt fra bedsteforældrene. William har et rigtig godt forhold til familien, og der vil helt sikkert komme noget afsavn der, hvis man bor langt væk. Men igen så handler det så om at prioritere tid sammen, når man har muligheden. Jeg skrev også om det dengang, vi boede i Stockholm: Forholdet mellem børn og bedsteforældre, når man bor langt væk

I forhold til venner, så ser vi stadig vores venner i Danmark, men vi har også fået nye venner her i Malmø. Både andre danskere, men også folk fra Malmø. Jeg har både fået nogle bekendtskaber rent arbejdsmæssigt, men vi har også fået andre venner med børn på Williams alder, og det er simpelthen så hyggeligt og dejligt.

Har du andre spørgsmål om det at bo i udlandet med børn, så skriv endelig en kommentar nedenfor 😊

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!