Ferieklar? 7 gode råd til gravide på ferien



Reklame - Badedragten er modtaget i gave af Hunkemöller.

Find badetøjet frem og pak strandtasken. Du kan nemlig sagtens tage på ferie og nyde sommerferien som gravid.

Personligt har jeg ikke nogle problemer med at rejse som gravid, og jeg gjorde det både i min første graviditet og også i denne. Til september rejser vi for eksempel en tur til Kreta for lige at nyde det sidste af sommeren 😊

For mig er det oplagt at rejse i andet trimester, der er kvalmen og den værste træthed gået over, og maven har stadig en tilpas størrelse. Men det vigtigste, når du skal rejse som gravid, er, at du lytter til dig selv og din krop. Der er dog nogle forholdsregler og gode råd for gravide på ferien, som jeg kommer ind på her i indlægget.

Der er plads til babybulen i min nye badedragt fra Hunkemöller. Kan købes her!

Syv gode råd til den gravide på ferien

1. Rejseforsikring

Sørg for at tjekke med din rejseforsikring, om du er dækket ind på din ferie, når du rejser som gravid. Har de nogle særlige regler og retningslinjer, som du skal være opmærksom på, og hvad dækker de overhovedet?

2. Pas på med vaccinationer

Rejser til bestemte lande kan give anledning til, at du skal vaccineres. Du skal derfor være opmærksom på, at der er nogle vacciner, der ikke må gives til gravide. Tal derfor med din læge om dette, så du ikke ender med at booke en ferie, du ikke kan tage afsted på.

3. Undgå malaria- og zikaramte områder

I min første graviditet droppede jeg en ferie til USA, da jeg var bange for at blive ramt af zikavirus, som især er farlig for fosteret. Jeg anbefaler, at du altid undersøger destinationen, inden du booker din rejse, så du ved, om det er sikkert at rejse dertil som gravid.

4. Lægehjælp

Undersøg på forhånd, om der er mulighed for god lægehjælp på destinationen. Der kan opstå pludselige komplikationer i din graviditet, og her kan lægehjælp blive nødvendig.

5. Pas ekstra godt på i solen

Når du er gravid, kan din hud reagere ekstra voldsomt på solen, så nu er det endnu vigtigere med god solcreme, skygge og solhat.

6. Drik masser af vand

Det er altid vigtigt at drikke godt med væske, når man er i varmen, men som gravid er det ekstra vigtigt!

7. Pak praktisk

Pak let, så du ikke skal slæbe for meget, og sørg for at medbringe gode sko. Dine fødder kan let blive presset af de ekstra kilo, du har taget på, og i varmen kan de også let hæve op. Gode sko er derfor et must!

Læs også: Fem tips til den gravide på flyrejsen

Har du andre gode råd til gravide, der skal på ferie?

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!