Hvorfor bor I i Sverige?

Forår i Malmø


Det er et af de spørgsmål, jeg ofte får, så nu tænkte jeg, det var på tide med et indlæg, der svarer på det :)



To år i Stockholm



I januar 2016 flyttede Hans-Kristian til Stockholm, da han havde fået et job deroppe. Et par måneder efter flyttede jeg med, og det blev til næsten to gode år i Stockholm, hvor William også kom til verden.



At flytte hjem



Efter et års barsel i Stockholm, hvor jeg havde følt mig meget alene med William, havde jeg en længsel om at flytte tættere på familie og venner. Da det blev tid til at flytte hjem, synes vi, det var svært at finde bolig i København. Vi søgte derfor også efter lejlighed i Malmø, hvor vi var heldige at finde en fin lejelejlighed i Hyllie. Og her har vi nu boet i over et år.



Læs også: Rejseguide til Malmø - Gode oplevelser for hele familien



Skal I blive i Sverige?



Ærligt, så ved jeg det ikke. Vi kigger løbende på boliger i både Danmark og Sverige, men har ikke besluttet os for, hvor vi vil bo.



Jeg føler også, at hvis vi køber et sted at bo i Danmark, så skal det gerne være der, hvor vi vil blive. Jeg er ikke interesseret i, at William skal flytte børnehave og skole for ofte, så det handler ikke kun om at finde en bolig, det handler om at finde et sted, hvor vi gerne vil bo fremover. Og der er vi altså ikke nået til. Vi har ikke fundet stedet, og vi er nok heller ikke helt klar til at binde os. Det er jo meget rart at holde mulighederne åbne.



Så som det er lige nu, nyder vi den frihed, det giver at have lejebolig, og selvom vi bor på den svenske side af Øresund, så er vi stadig utrolig tæt på “hjemme”. Det tager en halv time med toget, og så står vi på Københavns Hovedbanegård, og vi har under halvanden time i bil til vores forældre på Stevns.



Vi har altså både gavn af mulighederne i Sverige og Danmark, og er egentlig ret godt tilfredse med situationen :)



Hvor bor du, og hvorfor har du valgt det?

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!