Storbyguide til Krakow - rejsetips til seværdigheder, restauranter og hotel
Indlægget indeholder reklamelinks.
Krakow er den perfekte storby at tage til på en miniferie, hvis du elsker god mad, kultur og smuk arkitektur. William, Hans-Kristian og jeg var dertil på påskeferie med tre overnatninger, og her får du mine bedste anbefalinger til den polske by.
Transport
Fly fra København til Krakow
Det tager kun halvanden times tid at flyve fra København til Krakow, og du kan ofte få billige flybilletter. Vi fløj selv med Norwegian, og havde købt flybilletterne til deres nytårstilbud.
Tog fra Krakow lufthavn til centrum
Fra Krakow lufthavn valgte vi at tage toget indtil selve Krakow by. Vi købte togbilletterne i en automat på perronen for ni PLN pr. person.
Vi stod af på stoppet Krakow Glowny, og gik herfra gennem byen til vores hotel.
Overnatning på Radisson Blu i Krakow
Vi overnattede tre nætter på "Radisson Blu Hotel Krakow" (reklamelink) , som er et femstjernet hotel med både fitness, spa og en lækker restaurant. Det er et hotel af ældre dato, men i fin stand, og personalet var rigtig servicemindede, værelserne store og fine, og så er beliggenheden helt i top!
Hotellet ligger centralt og i kort gåafstand til Krakows fine seværdigheder, så jeg kan varmt anbefale jer at booke jeres overnatninger her. Hotellet har også en morgensmadsbuffet, som er helt fin, men den er ret dyr i forhold til, hvad du kan få andre steder i byen, så jeg anbefaler, at I tager ud og spiser jeres morgenmad ude i byen. Jeg kommer med en rigtig god anbefaling længere nede i indlægget :)
Spændende seværdigheder i Krakow
Først og fremmest vil jeg anbefale, at du tager godt fodtøj med i kufferten, da det er nemt at komme rundt i Krakow til fods. Det er en skøn by at gå rundt i, da der er gode betingelser for fodgængere og flotte ting at se på alle gadehjørner samt hyggelige smalle og snoede brostensbelagte gader og fine parker. Du har også mulighed for at komme rundt i byen med sporvogn, hestevogn og bus.
Markedspladsen
Markedspladsen er byens samlingspunkt, et stort torv med masser af liv, butikker og restauranter. Da vi var der i påsken, var der et hyggeligt udendørs påskemarked på pladsen, og det er også på Markedspladsen, du finder den store Markedshal med fine boder, hvor du kan finde alverdens souvenirs.
Mariakirken
På Markedspladsen finder du Mariakirken (St. Mary’s Basilica), der er en romersk-katolsk kirke fra det 14. århundrede. Kirken er vanvittig flot indvendig, og specielt kendt for sin altertavle, der er det største fra middelalderen. Fra Mariakirkens tårn vil du hver time kunne høre, at der bliver spillet et trompetsignal.
Wawel kongeslot
På Wawel-slottet kan du opleve skatkammeret, de kongelige gemakker samt den underjordiske dragehule. Du kan også gå en tur rundt i den kongelige have og nyde den fantastiske udsigt over Krakow. Slottet er bygget på en høj centralt i Krakow, og blev opført i det 14. århundrede, men det meste af det, du ser i dag, er fra det 16. århundrede. Husk også at gå forbi den bronzefarvede drage, der spyr ild.
Kazimierz
Kazimierz er et historisk kvarter i Krakow, og kaldes også for det gamle jødiske kvarter. Udover synagoger og andre historiske bygninger fra den jødiske kultur, finder du også masser af hyggelige caféer, restauranter, gallerier og lokale butikker.
HistoryLand
HistoryLand er et historisk museum for børn, der ligger i byens gamle stationsbygning. Museet handler om Polens historie, og alle udstillinger er bygget i legoklodser.
Det er nyt museum, der åbnede i 2017, og så er det interaktivt. Du kan blandt andet prøve virtual reality, og i flere af udstillingerne kan du få ting til at ske ved for eksempel at dreje på et ror eller gøre nogle bestemte fagter med hænderne. Det er supergodt lavet, og selvom alt var på polsk, var det en sjov oplevelse. (De er i gang med at få alt oversat til engelsk). Museet har også et legerum, hvor der blandt andet kan bygges med store legoklodser.
Gåtur langs Wisla
Igennem Krakow løber den 1.047 kilometer lange flod Wisla, og det kan anbefales at gå en tur langs bredden og krydse den til fods. Gå for eksempel over fodgængerbroen "Kladka Ojca Bernatka", der er fyldt med kærligheds-hængelåse og fine figurer, der svinger i broens vejere.
Tre seværdigheder vi har til gode
Vi nåede desværre ikke alle de spændende ting, vi havde læst om på forhånd. Det skyldtes blandt andet, at vi var der i påsken, og mange ting havde lukket påskedag. Samtidig kan vi også godt lide at tage tingene i et roligt tempo og ikke planlægge for meget. Det fungerer bedst for os, især fordi vi har William på et år med.
Saltminen Wieliczka
Saltminen Wieliczka har en historie, der går 700 år tilbage, og det helt specielle ved et besøg hertil skulle være Sankt Kinga-kapellet - en katedral, som er bygget 100 meter under jorden. Næsten al udsmykning er bygget af salt, og det skulle eftersigende være et imponerende syn!
Oskar Schindlers Fabrik
"Oskar Schindlers Fabrik" er et museeum, der fokuserer på jødernes historie under 2. verdenskrig, og fortæller om Oskar Schindler og hans fabrik, hvor han ansatte og hjalp jøder fra at blive slået ihjel.
Park Wodny
"Park Wodny" er et stort vandland i Krakow med masser af sjov for hele familien. Det er Polens størte indendørs svømmehal, og jeg må da indrømme, at jeg godt gad at have plasket rundt der. Stedet skulle være fantastisk for børn i alle aldre, og det ser altså også ret sjovt ud. Se selv her!
Fem lækre restauranter i Krakow
Vi var virkelig positivt overrasket over den mad, vi fik i Krakow. Det var så lækkert! Byen har en del michelinrestauranter, og vi kunne virkelig mærke, at der bliver gået op i madlavningen. Vi fik så meget lækker mad på hyggelige spisesteder, og her deler jeg fem af dem med dig:
Bistro Bene
Du må ikke snyde dig selv for en tur på "Bistro Bene" i Krakow. Det er byens bedste morgenmadsrestaurant ifølge "Tripadvisor", og jeg vil også gerne slå et slag for den lækre restaurant. Stedet er cool indrettet, lidt New York-inspireret, og maden er i topklasse. Kan varmt anbefale deres vafler og smoothies, som var i særklasse!
Restaurant Szara
Drømmer du om en godt stykke kød, så er "Restaurant Szara" stedet. Her får du virkelig lækker mad, og tanken om den plank steak jeg fik, får mundvandet til at løbe. "Restaurant Szara" er beliggende centralt i Krakow på Markedspladsen, så det kan være en god idé at bestille bord på forhånd.
The Black Duck
Elsker du and? Så spis en middag på "The Black Duck" i Krakow, hvor menukortet byder på forskellige polske retter med and. Jeg fik en halv and, der smagte virkelig godt, og mættede gevaldigt, og jeg måtte desværre levne lidt.
Qrudo
En sjov og eksperimenterende restaurant, der er beliggende i Kazimierz-området. "Qrudo" er indrettet med pink stole, og der er en super hyggelig atmosfære. Vi var meget imponeret over stedet, der serverede god og velanrettet mad.
Milk & Co.
"Milk & Co." er restauranten, der har til huse på "Radisson Blu Hotel", og tilbage i 2017 var den med i michelinguiden. Maden er i den lidt dyre ende, men restauranten er fin, og maden smager fantastisk.
Luksus på budget i Krakow
Vi sparede bestemt ikke på noget på vores miniferie i Krakow. Vi boede på et femstjernet hotel, spiste god mad morgen, middag og aften, og med alt inklusiv har turen kostet os rundt regnet 6.000 kr. :)
Har du nogensinde været i Krakow, eller kunne du tænke dig en tur dertil?
6 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar