William morede sig gevaldigt i Den Blå Planet

William kigger på rokker og hajer med sin Bedste.


I lørdags ankom William, Hans-Kristian og jeg til Danmark, og vi blev modtaget på fineste vis af mine forældre, der stod klar med viftende Dannebrogsflag i Københavns Lufthavn.

Inden vi drog hjem til Stevns, brugte vi eftermiddagen i Den Blå Planet, og det var et kæmpehit for både store og små. William hvinede af begejstring, når fiskene svømmede forbi ham, og han forgæves prøvede at gribe fat i dem. Han synes uden tvivl, at det var vildt sjovt - se selv i videoen til sidst i indlægget :)

William var vildt begejstret for fiskene.


Den Blå Planet er superflot, og fyldt med mange forskellige og farverige fisk og havdyr. Der er mulighed for at lære en masse om havets dyr, se når de bliver fodret samt gå en tur i Regnskoven.

Regnskoven i Den Blå Planet


Jeg synes især, det var sjovt at se mange af de fisk, som jeg har set, når jeg har snorklet og dykket samt at lære om dem, og så var tunnelen, hvor man går "igennem" akvariet ret fantastisk.

Den seje tunnel, hvor man går "igennem" akvariet.


Der er virkelig meget at opleve i Den Blå Planet, og det er et supergodt sted at medbringe børn, også de små af slagsen. Du finder også flere legeområder både ude og inde, og samtidig er der også en dæmpet belysning, og mulighed for at finde en stille afkrog, hvor det i hvert fald lykkedes os at få William til at falde i søvn i klapvognen. Thumbs up herfra, det er bestemt ikke sidste gang, at vi lægger vejen forbi.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!