Noget om mislykkede svenske traditioner
En af de ting jeg synes, der er sjovt ved at bo i udlandet er at lære landets kultur og traditioner at kende. Og selvom Danmark og Sverige minder om hinanden på mange måder, så er der også store forskelle. I Sverige fejrer de f.eks. Midsommer og Valborgsaften.
Da vi boede i Sofia, prøvede vi også at lære deres traditioner at kende, og jeg var især vild med deres forårstradition Baba Marta. Men at fejre andre traditioner er ikke noget, man bare lige lærer. Det er noget, der er gået i arv gennem mange generationer, og som hører sig en bestemt kultur til. Jeg forsøger dog at deltage i de svenske traditioner, men indtil videre er det desværre ikke gået helt så godt :)
Da det var Midsommer heroppe, var jeg i første trimester af min graviditet, og trods træthed og kvalme bevægede jeg mig af sted for at fejre dagen med nogle andre danskere, som havde planlagt et event i en Facebookgruppe. De havde dog glemt at informere mig om, at de havde ændret planer, så der stod jeg mutters alene i en park i regnvejr, og så på, at svenskerne hyggede sig med blomsterkranse i håret. Jeg har planer om, at Midsommer skal fejres lidt bedre i år!
Nå, men i søndags var det så Valborgsaften, hvor svenskerne tænder bål, som så vidt jeg har forstået, går ud på at holde onde ånder væk. HK og jeg havde besluttet, at vi da selvfølgelig skulle være med til det, og vi fandt derfor et arrangement på Riddersviks Gård i nærheden af, hvor vi bor. Det skulle starte kl. 17, men da vi ankom omkring kl. 17.30, var der nærmest ingen mennesker, så vi var vist lidt for tidligt på den. Vi gik derfor en tur i området, som viste sig at være rigtig smukt og heldigvis viste vejret sig fra sin gavmilde side.
Da vi kom tilbage til Riddersviks Gård var W ved at være sulten, og vi ville derfor sætte os ind på stedets café, så vi alle tre kunne få lidt at spise. Men på caféen var der fuld gang i den, og der blev truttet i et horn, der overdøvede alt andet, så det var ikke ligefrem et sted for en baby. I stedet endte vi derfor med at vende snuden hjemad, og på vejen smuttede vi ind forbi ICA og købte frysepizzaer og is. Vi fik altså ikke oplevet bålet i år, og det der med de svenske traditioner går altså ikke så godt for os. Forhåbentlig har vi bedre held næste gang :)
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar