Historien om min opholdstilladelse i Bulgarien

Efter syv uger lykkedes det mig endelig at få en midlertidig opholdstilladelse i Bulgarien.

Jeg prøvede at gøre indlægget kort - det lykkedes ikke. Men her er i hvert fald min historie om at få opholdstilladelse i Bulgarien, hvis nogle skulle være interesseret i at læse det. Lige så rare som bulgarerne er som folkefærd, ligeså elendigt og bureaukratisk er deres offentlige system.

Jeg var godt forberedt på, at det ville blive noget af en omvæltning at flytte til Bulgarien, men at det ville blive så besværligt at få midlertidig opholdstilladelse, havde jeg ikke regnet med, da Bulgarien jo er et EU-land.

Dag 2 i Sofia

Jeg ankom til Sofia i går aftes, og skal i dag meldes ind i et bulgarsk jobcenter for at få EØS dagpenge, som jeg er berettiget til i tre måneder. Reglerne er, at jeg skal meldes ind, inden syv dage fra ankomsten til Bulgarien. Min kæreste og jeg tager derfor afsted til National Social Security Institute, hvor jeg skal aflevere et PDU2-dokument, der viser, at jeg har ret til dagpenge. Vi får af vide, at vi først kan aflevere det der, når jeg er blevet tilmeldt et bulgarsk jobcenter.

Vi tager derefter hen til National Employment Agenzy, som giver os adressen til det jobcenter, hvor jeg skal henvende mig. Da jeg ankommer til jobcentret, er det meget svært at kommunikere med de ansatte, da ingen snakker engelsk. De kontakter derfor en dame fra et andet kontor, som kan en smule engelsk, og hun får forklaret mig, at jeg ikke kan blive tilmeldt et jobcenter, før jeg har en opholdstilladelse i Bulgarien. Hun giver mig adressen til National Migration Directorate, hvor jeg kan søge om opholdstilladelse.

Dag 3

Min kæreste og jeg tager afsted til National Migration Directorate, hvor jeg skal søge om opholdstilladelse. Jeg har desværre glemt mit EU sygesikringskort hjemme i lejligheden, og mangler også en lejekontrakt på, hvor jeg bor i Bulgarien, og jeg kan derfor ikke søge tilladelsen. Jeg får en formular på bulgarsk, som jeg skal udfylde og tage med dagen efter. Thank god for Google Translate.

På dette tidspunkt bor vi midlertidigt i en lejlighed, min kæreste har fået stilt til rådighed af sit arbejde, og vi må derfor få dem til at lave en lejekontrakt, der siger, at jeg gerne må bo i lejligheden i en måned.

Dag 4

Vi tager igen hen til National Migration Directorate med kopier af mit blå EU sygesikringskort, mit pas, min private Tryg-forsikring, en lejekontrakt, bankpapirer af vores bankkontier samt paipirer på, at vi har solgt vores lejlighed i Danmark, så de kan se, at vi står økonomisk stærkt. Her i Bulgarien er penge en vigtig faktor. De virker tilfredse, og jeg får en seddel på, at jeg kan hente min opholdstilladelse på mandag.

Med en tolk tager vi herefter igen ud til jobcentret for at vise dem, at jeg har søgt om tilladelsen, men de vil ikke melde mig ind, før jeg har selve opholdstilladelsen. De siger dog, at jeg kan komme på mandag og blive meldt ind, også selvom jeg ikke har fået opholdstilladelsen, den kan jeg bare give dem senere. Vi må altså gå igen og er stadig status quo.

Dag 6

Det er blevet mandag, og jeg tager med en tolk hen på National Migration Directorate for at få min opholdstilladelse. Jeg får af vide, at jeg ikke kan få opholdstilladelse i Bulgarien, da mit blå sygesikringskort udløber den 9. marts 2015. Jeg forklarer dem, at det kræver en opholdstilladelse for at søge om sygesikring i Bulgarien, men de mener, at jeg skal være dækket fra Danmark i mindst seks måneder frem. De griner mig lige op i ansigtet, og har en attitude, der fortæller, at de er pænt ligeglade, og ikke gider at hjælpe.

Tolken og jeg beslutter os for at tage ud til jobcentret alligevel, da jeg i det mindste så bare kan få et stykke papir, hvor der står, at jeg har forsøgt at melde mig ind. Det skal jeg nemlig sende til min danske a-kasse som bevis på, at jeg har forsøgt at tilmelde mig et jobcenter, men at de har afvist mig. Det vil de ikke give mig. Jeg prøver at ringe til min danske a-kasse, men de kan ikke gøre noget, og forstår ikke, at det kan være så svært for mig at blive meldt ind, for som de siger: ”Det skal de jo, det er reglerne”. Jeg forklarer dem, at det desværre ikke er så nemt, men får blot af vide, at det er mit eget ansvar at blive tilmeldt et bulgarsk jobcenter. Inden jeg forlader jobcentret, får jeg en henvisning til den bulgarske arbejdsformidling, hvor jeg skal henvende mig dagen efter.

Senere undersøger jeg muligheden for at få et blåt sygesikringskort i Danmark, da jeg tænker, det er nemmere end i Bulgarien, men Danmark kan ikke hjælpe, da jeg i det danske system er bosiddende i Bulgarien. Jeg er altså fanget mellem to lande uden at høre til nogle af stederne, og jeg føler, at jeg er havnet i en ond cirkel, jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme ud af. Jeg føler mig virkelig magtesløs på det her tidspunkt.

Dag 7

Det er i dag den syvende dag, og jeg skal meldes ind på et jobcenter, inden dagen er omme for at få de EØS dagpenge, jeg er berettiget til. Jeg tager derfor ud til arbejdsformidlingen og efter mange diskussioner frem og tilbage lykkes det mig at overtale dem til at lave et dokument til mig, der siger, at de har afvist mit ønske om at blive meldt ind. De skal dog bruge et bevis på, hvor jeg bor i Bulgarien, men det dokument har de hos National Migration Directorate, så jeg bliver nødt til at tage derhen for at hente dokumentet.

Da jeg kommer derhen vil damen i kassen ikke udlevere mit dokument til mig, og der udløser sig en heftig diskussion, hvor jeg siger til hende, at det jo er mine dokumenter, og at jeg derfor har ret til at få dem, og at jeg bare lige skal tage en kopi af lejekontrakten, og så afleverer jeg det tilbage til hende. Lige lidt hjælper det, og hun nægter at give mig det. Jeg føler mig virkelig presset og uretfærdigt behandlet, og min tålmodighed er ved at være brugt op. Mit temperament løber derfor af med mig, og jeg hidser mig op, og siger til hende, at jeg ikke har tænkt mig at gå, før jeg har fået mit dokument. Jeg stiller mig meget bestemt med armene over kors, og siger, at så må hun tilkalde sin chef. I stedet for chefen, ender det med, at hun tilkalder politiet, men jeg er så hidsig, at jeg bliver stående, for jeg har jo ikke gjort noget ulovligt. Der kommer hurtigt en politibetjent, og damen og jeg forklarer i munden på hinanden, hvad der foregår, og ligesom jeg frygtede at blive anholdt, sker der det mirakuløse, at politibetjenten holder med mig. Det lykkedes mig at få mit dokument, hun vil dog kun give det til mig, hvis jeg i stedet afleverer mit pas, som sikkerhed på, at jeg kommer tilbage med dokumentet. Jeg er ikke meget for at give hende det, men kan fornemme, at det er eneste udvej. Jeg giver hende mit pas, får hurtigt kopieret lejekontrakten, giver skrankedamen dokumentet tilbage, får mit pas tilbage, og kan tage tilbage til arbejdsformidlingen med det nødvendige materiale. Puha...

Tilbage hos arbejdsformidlingen får jeg et dokument på bulgarsk, der forklarer, at jeg har forsøgt at søge dagpenge, men at de ikke kan tilmelde mig, da jeg ikke har opholdstilladelse.

Om aftenen kommer jeg i kontakt med den europæiske hjælpeorganisation SOLVIT, som vil hjælpe mig med at finde en løsning på mit problem. De mener dog ikke, at Bulgarien har gjort noget forkert, og kan derfor ikke gå nærmere ind i sagen, men kommer med nogle forslag til, hvordan vi kommer videre. De foreslår, at jeg får nogle papirer fra Danmark på, at Hans-Kristian og jeg er samlevende, da jeg med det bevis er berettiget til opholdstilladelse, fordi Hans-Kristian arbejder og har opholdstilladelse i Bulgarien.

Dag 8

Jeg søger om en bopælsattest på engelsk på borger.dk for både Hans-Kristian og mig. På den måde kan vi bevise, at vi har boet på den samme adresse i flere år, og altså derfor er samlevere. Hvis ikke dette virker, ser eneste udvej ud til at være, at jeg skal flytte tilbage til Danmark for at få et blåt sygesikringskort, eller at Hans-Kristian og jeg bliver gift i Bulgarien.

Dag 9

Efter at have sendt hele forløbet til min a-kasse, får jeg i dag en glædelig mail, der siger, at de godt kan forstå min situation, og derfor giver mig ret i, at jeg stadigvæk er berettiget til mine EØS dagpenge. Halleluja. Så er det kun den forbandede opholdstilladelse, der mangler at komme styr på.

Dag 10

Vi tager hen til National Migration Office for at prøve lykken med vores engelske bopælsattester fra borger.dk, men pludselig kan de ikke forstå engelsk, og de kræver at få beviser på bulgarsk. Selvom man skulle tro, at det var nok bevis, at man er flyttet hele vejen til Sofia med sin kæreste, så er det det ikke...

Dag 11

Hjemme i Danmark har min morfar hevet i nogle kontakter, og har skaffet mig et officielt dokument på engelsk fra Københavns Kommune, der bekræfter, at Hans-Kristian og jeg er samlevere. Jeg sender det engelske dokument afsted til et oversættelsesbureau, så de kan lave det til et officielt dokument på bulgarsk.

Efter seks uger i Sofia

Med min tolk og det oversatte dokument under armen tager jeg endnu engang hen for at prøve lykken på National Migration Office, og de tager imod dokumentet sammen med en kopi af Hans-Kristians bulgarske ID og vores nye lejekontrakt.

Syv uger efter

Jeg har nu boet i Bulgarien i syv uger, og det ubeskrivelige er sket. Jeg fik mit bulgarske ID hos National Migration Office i går. Det giver mig midlertidig opholdstilladelse i landet indtil den 27. juli. Hvis jeg vil bo i Bulgarien længere end til den 27. juli, skal jeg igennem ansøgningshelvedet en gang til. Men nu ved jeg da i det mindste, hvordan man gør ;)

Det var lidt om, hvordan det var at flytte til Sofia. Det har været en prøvelse og en udfordring uden lige, men samtidig virkelig lærerigt. Og her på den anden side, kan jeg heldigvis kun grine af det, men jeg synes alligevel, at historien fortjener at blive delt med jer, for det er da ret crazy, at det skal være så svært at flytte fra et EU-land til et andet.

Tak fordi, du læste min historie.